"Kalder kontroltårnet"

Her i huset er vi bare sådan generelt temmelig kreative.

Se bare lillebror her. Iført morens ørervarmere og storesøsters hårbøjle, har man det perfekte headset. Toppet med et par 3D briller (i voksenstørrelse off course, man er trods alt snart 5), så kan man næsten ikke blive mere jagerpilot-agtig. Som han selv siger om alt der er lidt for sejt: “er det ikke bare sygt!?”

“Roger that”

Man kan godt tillade sig at være lidt stolt over at have lavet det her vidunder, ikk?

Glad Rag Doll

For 8 år siden var jeg sidst inde og se Diana Krall, Canadisk jazzpianist/sangerinde med den sprødeste stemme. I lørdags var jeg til koncert med hende igen.

Min jazzinteresse er ret begrænset til gamle klassikere. Det startede helt tilbage I mine teenage år, hvor jeg spillede saxofon. Jeg havde en ung funky lærer, som synes vi skulle spille rock og pop. Det var lige I min (Moonjam) ånd. Men så en dag fik jeg at vide at min lærer var taget til Kina for at brygge øl. Jeg blev tilbudt et andet hold. På dette hold var de mellem 35 og 70 år. Der var desuden en guitarist og trommeslager. Og der blev kun spillet traditionel jazz og swing. Det var 100 gange sjovere og gladere end det tidligere hold, til min store overraskelse! Vi mødtes også privat og spillede. Kulminationen var at vores lille ensamble spillede på gågaden og tjente penge nok til en sodavand og øl efterfølgende! Desværre var mine naboer ikke helt med på den. Klager, ringen på døren og banken på radiatorrør gjorde at jeg ikke orkede at fortsætte.

Diana Krall fortolker jazzstykker, som minder mig om den tid. Det er musik man bliver glad af. Hun fortolker også folknumre som også er spillet af Joni Mitchell og Eva Cassidy. Hun synger ligeså rørende og nok også lidt til.

Diana Kralls nyeste album (Glad Rag Doll( som vist er hendes ellevte album indeholder primært swingnumre fra tyverne og tredieverne. Numre som lidt er blevet glemt, men som hun selv har hørt i hendes barndom på farmorens grammofon med håndsving. Det er både glade og melankolske numre.

Lige inden 3. nummer præsenterede hun bandet, som bestod af kontrabas, trommer, guitar, harmonika og violin. Sidstnævnte musiker kunne man desuden få til at spille ukulele (meget lille guitar med 4 strenge). I 3. nummer skulle han spille ukulele. Hun talte for og startede nummeret, men efter 2 linier brød hun ud I grin og kunne ikke stoppe igen. Så hun måtte starte forfra. Efter 2 linier skete det samme igen. Hun talte for og startede og gav sig selv en syngende lussing, for ikke at komme til at grine igen. Så sagde hun: “This song only gets better, so its worth waiting for. Ok, we are good. As long as we don´t look at each other, we are good.” Hendes glæde og humor var svært smittende og at se en kunstner få et grineflip, var en oplevelse i sig selv og man kunne kun grine sammen med hende.

Bandet var suveræne og midt I en anden sang grinte/smilte hun taknemmeligt og ydmygt og sagde, at hun simpelthen var så beæret over at spille med så talentfulde musikere. Jeg var især imponeret over trommeslageren Jay Bellerose. Han havde I øvrigt fødselsdag og Diana Krall fik hele salen til at synge fødselsdagssang for ham. En af hendes mange kække bemærkninger var at hun synes vi sang så godt at hun næste gang ville dele sangblade ud, så vi kunne synge fællessang showet igennem.

Og et show det var det. Der var en meget stemningsfuld scenografi, med mørkerøde draperede velourgardiner, lyskæder, tiffanylamper, et gammelt saloon klaver, farmorens grammofon med håndsving og instrumenter og stole var alle gammel stil, så der var en stemning af 20-30erne. Lidt den stemning man kender fra Moulin Rouge.

I den planlagte pause gik orkestret ud, men hun blev siddende og spillede alene! Hun skulle ikke holde pause og det skulle publikum i hvert fald heller ikke! Hun spillede en sang hvor tempoet blev øget mere og mere. Til sidst gik det så hurtigt at man ikke fatter det er muligt at flytte fingrene så stærkt. Da hun til sidst fejlede, sagde hun ”damn” og sprang tilbage til normalt tempo.

Hun sang desuden nogle af hendes hofnumre: Frim fram Sauce som er en fjollet sang skrevet at Nat King Cole. Sangen er en bestilling til en tjener på en restaurant og kunden opremser alle de retter der ikke har interesse. Det eneste der dur er den ikke-eksisterende ret:

I want the Frim Frim Sauce with the Oysen fay

and Shifafa on the side

I “pausen” spillede hun også A Case of You, som er et Joni Mitchell nummer. En af de smukkeste sange ever. Hun spillede den også sidst jeg hørte hende. Dengang hvor jeg stadig havde et temmelig sorgløst liv. Og det var en underlig fornemmelse at høre samme nummer nu, efter at jeg har været i gennen så langt et sygdomsforløb og været så langt nede. Kontrasten var pludselig meget meget tydelig! Nummeret i sig selv handler om håbløs kærlighed (been there) og blev så smukt fremført, så jeg ikke kunne holde tårer tilbage.

Da koncerten var slut sådan ca 20. minutter senere end planlagt, fik hun et stående applaus som ingen ende ville tage. Hun og bandet kom ind igen og hun sagde at hun var glad og lettet over at vi tog så godt imod dem. Hun virker simpelthen bare så sød! De spillede 3-4 ekstranumre. Så det blev til i alt 1 times mere koncert i forhold til det annoncerede. Man var ikke i tvivl om at hun nød hvert et øjeblik.

Det gjorde jeg i den grad også! Jeg var i øvrigt så heldig at jeg havde fået den allerbedste plads i salen. Når man går alene af sted er der små huller rundt i salen man kan vælge mellem. Fordel ved at være single! På anden række, sådan lidt forskudt, så jeg sad lige foran hende 2-3 meter væk. Kniber stadig mig selv lidt i armen over at jeg fik denne oplevelse med mig. Men den var desværre også så god at jeg savnede en at dele det med. Lidt ligesom med børn. De er så vidunderlige, så at være alene forælder er lidt tomt, når man ikke har nogen at dele de gode oplevelser med. 🙂

Papirgearlir og messebavl

I weekenden var jeg på messen Kreative Dage. Rigtig mange spændende ting og alt for mange mennesker.

Jeg synes det er absolut interessant at se de mange stande og hvad de har at byde på. Synes bare at der var lidt for meget garn, lidt for meget quilling, og lidt, nej meget for meget Vivi Gade Dsign og Karen Marie Klip. For dem der ikke kender det papir, så er det sådan noget tone i tone mønstret papir. 

Der var også meget origami. Men jeg så ikke et eneste sted med rigtigt origamipapir! Med rigtigt origamipapir, så mener jeg noget der er velegnet til at folde i. Det skal være tyndere end almindeligt papir. 

Nå men jeg fandt et sted hvor de solgte Fiskars squeeze punch stansejern til spotpris. De er suverænt gode, hvis man har svage arme for der skal næsten ikke bruges kræfter.

Ophæng med papirblomster lavet af udstansede papir og tapet rester. Nogle af blomsterne er malet med Ecoline  flydende akvarelfarve i guld og magenta.

Så lidt at vise, SÅ meget at fortælle

Sidste uge har været meget begivenhedsrig. Den næste bliver vist kun værre!
Ved snart ikke hvornår jeg skal få tid til at blogge. 🙂
Jeg har efter snart 1 års jagt på de helt rigtig lokaler endelig fundet det rigtige sted. Der har været så utrolig mange overvejelser omkring det. Det må ikke være for dyrt, da jeg ikke har den store indtægt i mit firma pga min stærkt begrænsede arbejdsevne. Det skal ligge tæt på mit hjem da jeg ikke er særlig mobil. Af samme årsag skal der være elevator, eller ligge i stueplan. Det skal være indflytningsklar, da jeg ikke selv har midler eller kræfter til dette. Der må ikke være for stort et depositum og ej heller lang opsigelse, da jeg skal kunne komme ud af det igen, hvis min sygdom tager overhånd. Det må heller ikke være for småt, da jeg har brug for lagerplads og et stort arbejdsbord. Desuden masser af dagslys, så jeg kan arbejde med farver og holde depressive symptomer væk. Der må heller ikke være træk og kulde eller larm. Og så skal der helst være folk omkring, så jeg har følelsen af at have kolleger! Altså tilbage og være en del af den “virkelige” verden, så folk med sygdom ikke bliver mit eneste netværk.

Jeg har været tilmeldt alle mulige søgninger på erhvervslejemål og lige pludselig dukkede der noget rigtig interessant op. Jeg ringede straks og var oppe og se det i torsdags. Det var HELT perfekt. Det er et kontorfællesskab på toppen af et hotel. Lysindfald og udsigt er formidabel. Jeg får kolleger, adgang til køkken, rengøring og kan booke større mødelokale. Tænker det kan bruges til blogtræf eller kursus.

Men det bedste af det hele: Mit hjem kan blive et hjem. Og ikke som nu, et stort værksted.

blOggers corner

Her er mit bidrag til BLOGGERS CORNER på Kreative Dage i kommende weekend.
Synes det har været et rigtig hyggeligt projekt og har givet mig inspiration til at lave flere projekter med retrostof limet på pap (æske).

Min inspiration kommer fra en farvecirkel.
Jeg har limet stoffet på det på med bogbinderlim, som tørrer mat op og gør at der ikke kommer skjolder på stoffet.
Kanterne har jeg givet en tur med min datters glimmerlim, som virkelig kommer til sin ret!

Det mest sindssyge juletræstæppe

Min mor er gået i gang med at sy juletræstæpper som hun skal have med på julemarked. Hende og en veninde havde først lavet et i lidt for oplagte julede stoffer. Men trods stofvalget, var det saftsusemig flot!
Jeg kom så med nogle af mine stoffer som jeg synes de skulle eksperimentere med.

Resultatet er bare for sindssygt. Det er så smukt! Og fyldt med detaljer: hjemmelavet kantbånd, dollies, skindflæser med guld på, kant lavet af striber fra sengetøj i skandinavisk/hollandsk stil og syet med neongrøn tråd.
Der er brugt 3 dage og 2 mand på at lave tæppet og kommer til at koste 1500 kr

Neongrøn tråd

Retrostof+julestof

Skindkanter med guld

Julestof, dollies, hjemmelavet kantebånd

 

Tror der er brugt mindst 20 meter kantebånd!

Detaljer

Tjek lige hvordan der lige er kommet tungekanten med på stoffet til venstre

Særling

Denne uge har budt på en masse rejseri. Jeg har vel brugt omkring 10 timer i tog. Det ryster og bumler og er jeg synes det er helt ideelt til skæve tegninger. Jeg har hadet at tegne i toget netop fordi det ryster så meget, at det aldrig bliver som man havde planer om.
Jeg vil så gerne lære at tegne ansigter med lys og skygge, men synes det er pissesvært! Så når jeg gør det i toget, så får skævhederne ekstra styrke, så det bliver interessant. (Hvis det ikke bliver interessant, men bare grimt, så er det ikke min skyld, men togets!)

Dette ansigt har nærmest fiskeøjeperspektiv, og ser temmelig spooky ud. Aner ikke hvordan det gik til. Det skete bare! 🙂 Jeg har aldrig fået tegneundervisning og ved heller ikke så meget om perspektiv, så synes det er ret sjovt at det lissom bare sker.

Nyt ansigt på vej. Tror måske det ender ud at blive en trold. 😀 Ikke noget jeg har så meget magt over.

Sale 30-50%

Jeg har efterhånden alt for mange stoffer og tapeter på min Etsy biks.
Så nu har jeg valgt at sætte over 100 items ned.
Udvalgte tapeter er sat ned med 30% og udvalgte stoffer med 50%.

Mere tapetdesign på vej

Jeg har i dag leget med Photoshop og indscannede tapetcirkler. Det er der kommet dette mønster ud af. 

Muslingegitteret er et af grundmønstrene inden mønsterdesign. Det er ret simpelt, med cirkler man lægger ovenpå hinanden, som var det tagsten. Har dog ikke erfaring med sidstnævnte, så dont shoot me, hvis jeg tager fejl.

Jeg kan enormt godt lide farvespillet man kan få frem i vintagetapeterne. Hvad synes du?

Den færdige rapport, som danner mønsteret, når den bliver gentaget

På Spoonflower kan man se et preview af hvordan det vil se ud på en væg

Her er mønstret lidt mere avanceret, men mit udgangspunkt er stadig de tapetcirkler der er scannet ind på computeren

Samme udgangspunkt med en anden symmetri

Halskæde med materialer fra Husflid

 Forrige uge var jeg for første gang i Husflid i København. Det som fascinerede mig mest var alle de smukke vævede bånd!

Resultatet af mine køb kan du se herunder.

Materialer: vævet bånd Zpagetti garn o-ringe kæde nål og tråd

Smukke smukke bånd!