Greb

I sidste uge spurgte min mor om jeg ville lave nogle greb til hendes nye kommode. Det ville jeg da godt, men det kunne hun nok selv gøre bedre og så viste jeg hende billeder fra trine søhest. Husker i den fabelagtige give away med hæklede greb?

Min mor var hooked og inden vi havde set os om havde hun hæklet en kommodefuld. Jeg har heppet på at hun også skulle lave andre variationer og snart havde hun hæklet både til eget brug og en portion kan-du-ikke-sælge-dem-her-på-amio?

Min mor er sindssygt imponerende dygtig til håndarbejde. Hun har altid syet, strikket og hæklet vores tøj. Da vi var så gamle at vi ikke længere ville gå med hjemmesyet, kastede hun sig over patchwork. Håndsyet og håndquiltet. Hun blev for 3 år siden ramt af kræft (igen) og har haft en date med kemostuen hver 3. uge de sidste 3 år. Her har strikket strømper til mange af hendes behandlere, deres børn, hendes egne børn og børnebørn. Min bror og hans familie bor i Japan og de får også en sending med jævne mellemrum. Engang da damen på postkontoret så hvad min mor puttede i pakken, blev hun helt forelsket i mine mors strømper, så nu er hun også fast aftager.

Min mor er virkelig et livsstykke og lige for tiden ville hun være svær at undvære.
I går kom hun og hentede et stak af mine stoffer, som hun ville have mig til at udvælge, for hun skulle lige prøve at lave en hynde. Så kommer hun dagen efter med denne smukke sag!

Hun har i øvrigt også syet mine gamle hynder til mine stole. De er heller ikke værst. Vi deler ikke samme smag, så arbejdsfordelen er som oftest at jeg får ideerne og sætter stof og farver sammen, hun laver tingene og kommer med ideer til hvordan man får det bedst mulige resultat.

Fucking 52

På det sidste har jeg følt mig mættet. Fyldt op af samtaler med fagpersoner, der skal dirigere og gøre sig kloge på mig og hvad jeg fejler og hvad den store forkromede løsning kunne være.
Jeg er træt, uendelig træt af fagpersoner, som prøver på at holde håbet oppe, ved at sige at jeg nok skal få det bedre. Jeg ved godt at håb er en stor og mægtig størrelse og en væsenlig faktor. Men nu er den taktik prøvet gennem 4-5 år og jeg synes at det er på tide at acceptere og sige: “Det er som det er! Og så må vi tage den herfra!”

De sidste 1½ år har jeg snakket med en del læger, speciallæger, fysioterapeuter, sagsbehandlere, ergoterapeuter, jobkonsulenter, psykologer samt andet sundhedsfaglig og kommunalt ansatte. Og med en del, så var jeg klar over at det var temmelig mange.
Så da der i går kom et brev fra jobcenteret, at de gerne ville have mig undersøgt af (endnu) en psykiater,  satte jeg mig for at tælle.

Jeg har fortalt min sygehistorie til TOOGHALVTREDS fagpersoner. 52!
Hvis det ikke lige var mit liv det drejede sig om, så ville det næsten være komisk.
Sådan lige hurtig regnet ud, svarer det til at skulle fortælle om sin livssituation, sygdom og traumet der ligger bag sygdommen, til en ny person hver 9. dag.

Der er også 52 meninger om hvad problemet er og hvad der skal gøres. Hvem har ret? Hvem skal jeg lytte til?

Lige nu er jeg lidt gal i skralden og lidt tordensky. For hvad fanden er meningen med at lukke op for posen for fagperson nr. 53? Vil det virkelig gøre en forskel? Jeg er pissetræt af at jeg for det første er på overførselsindkomst. For det andet har jeg i ca. 1 år været i afklaringsforløb der koster ca. 2500 om måneden. Dertil kommer lønninger til de 52 snart 53 personer, som vistnok tager sig riiimelig godt betalt. Og hvis det så bare var 52 møder jeg har været til. Men mange af dem har jeg konsulteret flere gange. Min psykolog 12 gange. Fysioterapeut har i perioder været 3 gange ugentligt. Læge ca. en gang hveranden uge. Rundt regnet ligner det noget med 500.000 kr årligt, som jeg koster samfundet.

Hvis alle med stressrelaterede lidelser bliver jaget rundt i manegen som jeg er blevet, så kunne det godt gå hen og blive uholdbart dyrt.

Kæmpe kup

Jeg har været så heldig at finde et stort stykke retro stof. Som er nyt!
Det har aldrig været pakket ud og er derfor i meget fin stand! Det er tykt og solidt nok til møbler. Jeg overvejer at smide det henover sofaen eller sælge… Jeg er nemlig også ret glad for det hæklede tæppe som måske mere er mig. What a luksus problem!
Stoffet er et lagen. Og jeg tænker, hvorfor har vi ikke sådan nogle funky lagner i dag? Hvorfor er de allesammen ensfarvede?

Pippi nederdel

Dinabarnet er ret meget fan af Pippi.
Og ikke på vilkår om hun gider iføre sig tøj lavet af gammelt tresserellerhalvfjerser sengetøj………… Med mindre der er Pippi Langstrømpe på! Eller Disney prinsesser. Sidstnævnte kan hun godt glemme, for hvis der er lavet noget pænt, er det med garanti udsolgt i hele verden. Men jeg tror ikke der er lavet noget pænt, så det er der ingen grund til at tænke mere i.
Dinabarnet er så heldig at have en Bedstemor der er sindssygt skarp med en saks og vaks ved en symaskine. Hun kunne lige forvandle et pippi betræk til en nederdel, med detaljer som lomme i halvfjerdserbetræk og hjemmelavet kantebånd:

Sysler for en træt krop

Min diabetes viser tænder for tiden og jeg er derfor meget træt.
Hvordan reagerer en krop der mangler energi? Den naturlige og indgroede refleks for en træt krop, er at indtage nogle hurtige kulhydrater.
Det vil min krop også! Men det må min krop ikke få. Min krop må få veltilberedte grøntsager og kød og begrænset mængde kulhydrater. Helst 6 måltider dagligt på faste tidspunkter. Og hvor svært kan det være? Jeg tror faktisk at det er svært for de fleste at spise så ofte og regelmæssigt. For mig lige nu er udfordringen for stor. Jeg har ingen energi. Jeg fungerer i slowmotion og alle muskler føles som gummi. Det er svært at få benene til at gå. Det lyder ekstremt og jeg forstår det ikke! Jeg har altid haft en enorm viljestyrke, når det virkelig gælder. Men det her kan jeg ikke bekæmpe med viljestyrke.
Jeg kan knap nok huske hvad jeg har lavet i weekenden, men jeg ved at jeg har været træt. At være træt hele tiden slider på sjælen og jeg bliver tyndhudet og græder let. For jeg vil så meget.
En af de ting som jeg godt kan i disse situationer, er at sidde og tegne. Jeg bruger ikke hjælpestreger med blyant, for det orker jeg ikke. Jeg tegner lige så skævt som jeg kan og pynter med en masse krummelurer og dingenoter og mønstre og farver. En tegning som vil en helt masse, måske lidt for meget, men som ikke rigtig kan. Lidt ligesom jeg.
Men selvom tegningen er fyldt med skæve streger, forkerte proportioner og for mange farver, så kan jeg godt lide den. Jeg kan også godt lide mig selv på trods af mine manglende evner til at se virkeligheden i øjnene, mine lidt for mange planer og idéer og mit indre og ydre rod.

Du ser godt ud. Du ser brugt ud

I dag måtte jeg tage en omsorgsdag. Omsorg for mig selv. Det tror jeg vist ikke jeg har prøvet før.
Men de sidste dage har jeg været brugt, søvnig, træt, tung, udslidt og færdig når kl nærmede sig 19.

For nogle dage siden mødte jeg en bekendt på gaden, som synes jeg så godt ud og hun mente jeg helt bestemt havde tabt mig.
I dag mødtes jeg så med veninde som kender mig rigtig rigtig godt og hendes første indskydelse var: “du ser brugt ud”.

Hende der kender mig meget godt kan se det. Min mor kan se det. Alle andre kan ikke og her mener jeg virkelig alle. Hvis jeg har været i bad, har make-up på, sat hår og taget tøj på som klæder mig og ovenikøbet blevet slankere, så er alles in ordning?
Nej, på ingen måde.

Jeg havde det SÅ dårligt med at melde afbud i dag i min arbejdsprøvning. Det føles forkert at melde afbud fordi man er træt, men det er sådan det er. Her har jeg virkelig noget at lære.

Jeg har tabt mig, fordi der ikke er styr på min diabetes. Kroppen kan ikke omdanne kulhydrater til energi uden insulin. Bugspytkirtlen danner insulinen og min er stået af. Ingen insulin, ingen energi i kroppen. Det er vist sådan cirka sådan det hænger sammen. Mit behov for insulin er steget efter min sidste nedtur.

Jeg bliver ked af det når folk mener jeg skal tage mig sammen.
Jeg bliver ked af det når de mener jeg skal gå tidligere i seng.
Jeg bliver ked af det, når jeg skuffer andre, fordi jeg har været for langsom.
Jeg bliver ked af det, når alt det jeg gerne vil, ikke kan lade sig gøre fordi jeg ikke har den samme energi som før.
Jeg bliver ked af det, når jeg ikke bliver forstået.

I dag har jeg afleveret min lille vilde Sigurd i Kbh, hvor han skal på ferie hos sin far i 14 dage. Det bliver et tiltrængt pusterum for mig og jeg håber ikke at han kommer til at savne mig for meget.
Bedste har lige syet nye bukser til ham og han har været noget af det kæreste i dag. Både i de funky bukser og da han bad mig tage brillerne af, så han kunne kysse mig på øjnene. Til gengæld har jeg givet ham en lille overraskelse med i tasken…

Følelsen af succes

Det prøvede jeg i dag!
Det er ikke så tit det sker. Ikke fordi jeg ikke kan noget. Heller ikke fordi jeg ikke selv tror jeg kan noget.
Men fordi at når man er sygemeldt, så bliver man kigget på som en der ikke kan noget. Eller måske endda, en der ikke vil noget. Eller den allerværste, som jeg har været udsat for: en der ikke vil noget, fordi hun ikke kan noget! (hvorefter man bliver sendt på kursus i positiv tænkning) 😀

I dag har jeg så undervist i at lave mønstre i Photoshop, på det kursuscenter jeg er i jobprøvning. Det gik rigtig godt. Jeg var lidt nervøs og lavede måske en lidt for hurtig gennemgang og vi måtte også holde en pause, fordi projektoren gik kold (eller varm faktisk) og skulle lige afkøle. Men ellers!

Kursisterne lærte på ½ time at lave dette: 
 Ud af dette element:
Som er lavet ud af denne blomst:
 Bagefter blev de opfordret til at prøve selv og sikke nogle smukke mønstre de fik fremtryllet! Så sejt at jeg havde lært dem det!

Begyndende sommerfulge i maven

Onsdag morgen skal jeg undervise for første gang, for voksne.

Jaja, det er måske ikke big deal, men for en der ikke kan lide at stå foran en forsamling eller at have flere par øjnene hvilende på sig, er det en ret stor ting!

Jeg har selv spurgt om lov til at lave en undervisningssession på det kursuscenter, hvor jeg er i jobprøvning. Jeg skal undervise i at lave mønstre i Photoshop. Jeg vil vise dem 4 forskellige slags mønstre.
De helt enkelte med firkanter der bliver gentaget vandret og lodret, en hvor de er forskudt enten vandret eller lodret og en hvor de er forskudt både vandret og lodret (sekskanter).
Til sidst vil jeg vise dem hvordan man kan lave et muslingemønster. Det bliver bare spændende. At lave mønstre er nummer 1 på min top 10 liste over det sjoveste i hele verden. Altså ikke sådan ha-ha sjovt. Mere sådan aha sjovt. At få lov at snakke om det, til nogen der gider lytte, dét er altså stort!

Lækkersulten?

Ja, det nytter jo ikke noget når man er blevet opgraderet på sygdomsfronten med diabetes.

Så må man jo selv finde på lækkerier der kan holde blodsukkeret nede. At tegne knapper koster ikke noget på den front.
På forsiden af “Helse” står der en udtalelse fra Signe Wenneberg: Vi burde alle spise som diabetikere.

Så værsgo at spis med hos mig 😉 :

Hvis du selv får lyst til at tegne knapper kan du købe et gør-det-selv-kit i min amio butik for 25 kr.