Tæppelayout (i blæsevejr)

Jeg har fået en tæppebestilling fra hende her, som var på besøg hos mig og forelskede sig hovedkulds i mine slumretæpper.

Jeg har ikke så vildt meget ledig gulvplads, så jeg rykkede udenfor da jeg skulle lægge firkanter ud. Hver gang jeg havde lagt en række, så kom der lige et vindstød og ødelagde det hele. Så jeg måtte hele tiden sætte tunge genstande på firkanterne for at holde dem på plads!
Tæpperne er lavet med lutter forskellige stoffer. Der er ikke kun populære 70´er stoffer, men også lidt 50´er, 60´er og 80´er. Dette er helt bevidst for at skabe noget dynamik, så stofferne ikke bliver forensartede og drukner i sig selv.
Næsten tilfreds. Der skal lige justeres lidt. Bl.a. i rækken med røde stoffer, da jeg ikke havde nok til en helt række.  Jeg må også se om jeg kan finde nogle der er knap så farvemættede, lige i den række.

PS: Hvis du også har forelsket dig i sådan et tæppe, er der et lignende til salg. Klik på billedet for at komme til butikken.

The Vintage Sheet Blog

I denne weekend er jeg sponsor på præmien man kan vinde ved at deltage i:

Det er sjovt sådan lige pludselig at få besøg på bloggen fra andre lande end de nordiske. Jeg har jo interesseret mig længe for de amerikanske vintage tekstiler. Nu kan de få lov at kigge den anden vej og se hvad jeg får ud af at mixe amerikanske og nordeuropæiske tekstiler.
This weekend i am sponsoring the prize at the Vintage sheet Blog.
It is fun to have visitors on the blog from other than my scandinavian readers.
I have for a long time been interested in, and collecting vintage sheets from not only Europe but also America. It is a pleasure to show how the result of that mix can turn out.
Inspiration til hvad man kan bruge mine stoffer til

Lidt mere inspiration

Præmien som jeg sponsorerer består af mit eget spoonflower print af de nuttede dyrebørnstegninger +36 forskellige stoffer i regnbuens farver.

Mit hjem = min arbejdsstation

Jeg er blevet tagget af Brilleting i en leg der går ud på at vise sin arbejdsstation frem. Og min første indskydelse var at stikke fingrene i ørene og tralle: “LALALA, jeg kan ikke høre hvad du siger!#”

Årsagen er at jeg altid har gang i MANGE projekter. Jeg får hele tiden nye idéer som jeg går i gang med, koste hvad det vil på roderi-kontoen.

Jeg har desuden 2 små unger i hjemmet og ingen mand at tage hensyn til. De små er medvirkende til at man altid kan finde perler og morgenmadscerialer rundt omkring på gulvene. Til stor fornøjelse for den lille vilde, for det er ligesom sjovest at lege med gravkøer og andre entrepeneurmaskineri, hvis der er lidt at grave i.

Mit 5-årige Dinabarn er måske den der er mest ordensmenneske herhjemme. Hun samler i al hemmelig papir og stofafklip OP fra gulvet (og til dels også fra skraldespanden, hvis det er kommet SÅ langt) i modsætning til lille vilde og jeg, som mest er dem der smider ting NED på gulvet. Det opsamlede afklip og skrald bruger hun til at lave stofogpapirbilledcollager. Nej, vi smider skam ikke noget ud herhjemme.



Bunker fra mit tilskærerbord. Oprindeligt spisebord, men bliver mest brugt til kreative formål.
På billederne ses:

  • De nyeste stoffer fra England og USA
  • Julestjerner foldet i papir og tapet
  • Hultang ovenpå gårsdagens genbrugsfund, under bordet kan man se kasser med togbane
  • Opslagsbøger som bliver brugt næsten dagligt
  • Pakketape og brevvægt med en kasse papirafklip stablet ovenpå






Reolerne er ladet med:

  • Stof
  • Hobbybøger og studiebøger
  • Mere stof
  • Bøger der indikerer at her bor en der er interesseret i stof, indretning, mode og kreativitet
  • Hov, flere bøger ovenpå reolen
  • Æsker med ufærdige projekter

 

Farver alle vide vegne:

  • En dåse med layouttusher ved siden af tidsskriftsamlere stoppet med børnetegninger
  • Pantonefarvekoder fra et gammelt projekt
  • Sofabord med papir og mangatuscher fra Japan, en Dina tegning og på gulvet står en stor kasse med hama perler
  • Farveblyanter og penalhus på sofabordet (hvor utjekket er det lige at jeg render rundt med et nylonpenalhus i pastelfarver og Peter Plys motiv?)
  • Kasser beklædt med retrostoffer






Papirprojekter:

  • Masser af kasser med tapet og papir
  • Sofalæsehjørne, hvor jeg har været i gang med at læse om florentinske mønstre i min opslagsbog om ornamentik
  • Papirstjerner, som jeg skal lave mange flere af!
  • Derfor ligger der tapet og papirruller på stolen (og andre steder)

Jeg har kigget på min bloggroll og valgt nogle P´er ud, som jeg håber vil føre legen videre:
Pusteblomster
Pillowcaze
Pralerier

Forny din (leje)bolig for 18 kr

Når man som jeg, bor til leje er der ret mange begrænsninger, ift hvad man kan lave at vilde kreative tiltag. Som feks at tapetsere, male paneler og døre.

Jeg har så lige fundet noget lim, som virker ligesom post-it. Altså noget som kan klistres op og tages ned igen, uden at efterlade lim eller mærker. Limstiften koster 18 kr og fås i kontorforsyningsbutikker.

Jeg har skåret harlekintern ud af mønstret papir, som vi jo alle har liggende i rå mængder 😉
På billederne har jeg dekoreret dørkarm og dør, ind til Dinabarnets værelse. Det er i øvrigt noget som børn sagtens kan inddages i! Min datter prøvede selv at lave nye mønstre og former med romberne. Og de kan jo variere i uendelighed.

God fornøjelse! Hvis du selv får lyst til at prøve idéen, vil du så ikke linke til mig og fortælle mig om dit projekt? Jeg elsker at se hvordan andres fortolkning ser ud. 🙂

Soveværelse

Jeg har haft disse tæpper liggende et stykke tid. Det er selvfølgelig min mor der er udført det fine håndværk og mig der har haft indflydelse på designet.
Der er 2 tæpper, et til hver af ungerne, men eftersom min seng er blevet familieseng, efter vi er flyttet og mine indlæggelser, så har ungerne haft et stort behov for tryghed og det får de på denne måde. Og derfor ligger tæpperne nu på min seng.

Tæpperne har indbygget en masse minder. Begge tæpper har noget stof der har tilhørt min bedstemor, som døde inden jeg lærte hende at kende. Stoffet fra hende har en reperation som er så sirlig udført, at jeg synes det var særlig bevaringsværdig. Og her er det kommet med i tæppet.

På billederne kan man se, hvilken fantastisk egenskab gamle og forvaskede tekstiler har; de fanger lyset meget bedre, fordi farverne ikke er så mættede som på nye tekstiler.

Som altid, når min mor er indvolveret så er håndværket altså i orden! Og hun quilter selvfølgelig tæpper, for så holder de bedre til vask, og det er med til at forstærke de ekstra skrøbelige vintagetekstiler. Her har hun quiltet cirkler som er placeret så der er quiltning på alle lapper. Ret genialt for så er der hold på dem alle. Behøver jeg sige at hun quilter i hånden? 🙂

Julegave

Jeg fik dette smukke patchworksengetæppe af min mor i julegave.
Det har været undervejs i over 1 år og er syet og quiltet i hånden. Alt stof er Kaffe Fassett som jeg selv har valgt med pink som den primære farve.
Da det så kom til stykket nænnede jeg ikke at bruge det til sengetæppe, så nu hænger det på væggen over sengen. På den måde kan jeg så også nyde udsigten til tæppet inde fra min stue.
Er det ikke smukt!?

Hvis Matisse kan, så….

Har tilbragt dejlig aften ude med veninde, hvor vi blandt andet snakkede om indretning af hende og mandens spisestue. Hun kunne godt tænke sig blå stole i forskellige nuancer og med orange lamper.

Det kan hendes mand ikke lige forestille sig. Og han havde så foreslået at male de orange lamper (som endnu ikke er købt), i en ikke-orange farve.

Så jeg foreslog veninde at hun kunne prøve at overbevise hendes mand om denne sammensætning af farver, ved at bringe lidt teori ind over i argumentationen. Matisse var jo rigtig god til kontraster, så hun kan jo prøve at sige til manden: “Hvis Matisse kan, så kan vi vel ogeså?”

Glad, nærmest lykkelig kommode

Så er jeg lige blevet færdig med kommode til Dinabarnets værelse. Har været et rigtig hyggeligt projekt, som vi har været sammen om. Hun har hjulpet med at male og er vokset 10 cm ved at få lov at røre ved voksenmaling. 🙂
Her er røvsyge kedelig kommode fundet i genbrug:

Og her er den, efter at jeg har haft noget at skulle have sagt: