Næste i rækken

Nu er Dinabarnet så småt på højkant igen efter influenza. Lige som jeg gik og så frem til hverdag og arbejde igen, så ligger lille Sigs på sofaen og er ved at trække benene ind i hans trøje fordi han fryser.

Mens jeg har lavet mad har han ligget og puttet hos storesøster. Så smelter man bare lige en anelse som mor, når ens unger finder tryghed og viser omsorg for hinanden.

Mors arbejde og et sort/hvid/pink tema

Nytårsaften blev fejret med mine trofaste væbnere.
De er begge meget optaget af det vi nu kan kalde mors arbejde. Det gør mig rigtig glad over at de også er med på projektet. De har fået en hylde med spil, så det også er hyggeligt for dem at komme med derop. De er nu mere interesserede i at hjælpe med at pakke ud og sortere. Det går nok snart over. 🙂
Jeg har fået et skilt op udenfor mit kontor, så det er endnu mere virkeligt.

Nytårsbørn
Nytårshår
Ungerne med på arbejde, tapetruller i baggrunden
Dørskilt
Her bor Pattern like
Et af de nyeste tapeter

Spejling og noget om børn i et kreativt hjem

Ih, de unger er sgu så mægtige!

I går sad Dinabarnet på værelset og tegnede mens jeg havde besøg af interessant stof og tapetleverandør. Mere om det! 
Barnet var meget koncentreret og da jeg efterfølgende var inde for at se hvad hun lavede, så havde hun lavet den vildeste tegning: En mønsterspejling. Bare sådan.
Andre ville bare sige at hun har sin kreativitet efter sin mor. Jeg vimser rundt og har gang i hundrede projekter på en gang. Men det er ikke noget børnene er involveret i. De må gerne sidde med på sidelinien med deres eget. Men jeg lærer dem ikke noget om teknikker og mit fag indenfor mønsterdesign.
Selv lærte jeg først om mønsterteknikker da jeg var omkring de 30. Og altid har jeg lavet det på computer.
Nu bliver jeg så lige overhalet indenom af en fra 0. klasse der lige har kastet sig ud i at tegne en spejling. I hånden. Mageløst!
Dinas spejling

Til Mor

Min mindste pusling kom hjem efter weekend hos far i Kbh i går. Jeg kunne mærke at han havde rigtig meget brug for at være tæt på mig, sidde på skødet, snakke, lave noget sammen. Nærvær.

I dag har jeg været på hospitalet i Odense og Sigurd skulle derfor hentes i børnehaven af Bedste. Jeg havde det rigtig skidt med at jeg ikke selv kunne hente ham fra børnehaven, når nu det var mig han havde brug for. Så jeg ilede igennem aftalerne på hospitalet og kunne akkurat nå at hente ham kl 5 minutter i institutionens lukketid. Han vidste ikke at det var mig som kom. Men han har i hvert fald tænkt på mig i dag. For det var denne tegning som lå og ventede:

Ikke nok med at han har tegnet den fineste pige i rød kjole, langt hår og misundelsesværdige øjenvipper. Han har også skrevet til mor! Det er første gang han skriver noget som giver mening og ikke bare er tilfældige bogstaver og tal blandet sammen. Men han er altså også kun 4½ år.

Kærester i busskuret, der venter på bus nr. 8

Denne tegning vågnede jeg op til i dag.

Det er Sigurd på 4 år der laver de skønneste tegninger. Hans tilgang til tegneriet er misundelsesværdigt. Jeg hører ham aldrig sige, at det kan han ikke tegne. Hvis der er noget han er lidt i tvivl om, så spørger han bare: “hvordan tegner jeg en bus?” Og jeg vil svare at det er en lang firkant med to hjul. “Nå. Ja”, siger han så og går i gang. Han tegner ikke kun et rektangel med hjul, han kommer selv i tanke om at der skal være vinduer og en “buskaptajn”.

Happy rainbow´ish og tanker

Her kommer lige et billede af et tæppe som min mor har kreeret.
Det er fordelen ved at min stofsamling har bredt sig ud over mit eget hjem, til også at have flyttet ind hos min mor. Hun får, modsat jeg, faktisk også brugt lidt af stoffet!

Det vil jeg sådan set også gerne selv, sy af det. Der er så meget jeg gerne vil, men jeg har rigtig svært ved at forstå at jeg ikke kan. I denne weekend har jeg haft en ven på besøg, som skulle hjælpe mig med at tage billeder til min etsy butik. Jeg har nemlig lige fået en ny portion stof. Men der sker så det at mit blodsukker er pænt højt og jeg kan ikke stå på benene. Arbejdsfordelingen på MIT projekt, bliver derfor at jeg må ligge på sofaen og kommandere, mens han får lavet arbejdet. Hvor ydmygende er det ikke lige?

Det billede er ret beskrivende for mit liv. Jeg tror alle kender til det med at der sker noget uforudset, en i familien bliver syg og planerne ryger. Man bliver stresset over alt det planlagte, der nu ikke kan nås. Men man kommer tilbage på sporet, når feberen har lagt sig.
Med kronisk sygdom, så lægger feberen sig ikke igen. Man kommer ikke tilbage på sporet. Det er hårdt for hele familien. I min familie, hvor jeg er eneste forsørger er børnene de helt store tabere. De er kæmpe angste for at miste mig, fordi jeg sommetider er virkelig dårlig og de ser og mærker det. Og der er ikke andre til at tage over.
De er også vindere, for de lærer noget om forskellighed og nære værdier. De får begge ros for deres sproglige og finmotoriske egenskaber. Det ses at vi snakker meget sammen, tegner meget og laver virkelig mange perleplader! De er populære blandt legekammerater og voksne, fordi de er omsorgsfulde og meget betænksomme. Det mærkes at de er vant til at vi skal hjælpes ad og passe på hinanden.

Men situationen er ikke god! Det er ikke rimeligt at så små børn, til tider skal stå så meget alene og med det store ansvar at være alene med en syg forælder. Jeg har prøvet at råbe min kommune op og søge hjælp. I alle tænkelige afdelinger og under alle tænkelige paragraffer. Jeg har klaget og anket og grædt virkelig mange tårer. Der er bare intet hjælp at komme efter. Eftersom det er mig som er den syge og med omfattende funktionsnedsættelse, så havde jeg håbet at jeg kunne få hjælp til at få en nogenlunde anstændig hverdag. Dette kunne ikke lade sig gøre. Som ansvarlig forældre har jeg råbt op om at der er et par børn i klemme her og at de i hvert fald ikke bør lide under at deres mor er syg. Jeg har gjort opmærksom på det mange gange. MANGE gange. Og hver gang har svaret været: “dine børn har endnu ikke taget skade. De er for velfungerende.” Det er dybt frustrerende. For som forældre kan man ikke bare sidde og se til at børnene langsomt smuldrer. Samtidig kan jeg heller ikke ændre på at være ramt af kroniske sygdomme. Men jeg kan have håbet! Håbet om at jeg får trænet mig op til en nogenlunde normal hverdag. Håbet om at der findes en løsning på min håbløse out of control diabetes. Ok, dårligt ordvalg: håb om at få styr på noget håbløst. 🙂

Nå, det blev et helt vildt langt indlæg, som jo bare startede med et glad regnbuetæppe. 🙂
Jeg havde bare lige lidt mere på hjerte!

Begivenhedsrig uge

Der har været stille her på bloggen og jeg er klar over at jeg er bagud med stofbestillinger. Det beklager jeg og de sidste jeg mangler at få afsendt håber jeg, at jeg kan få pakket færdigt i dag.
Det er utjekket, men jeg har haft en helt uendelig hård uge, hvor min sygdom har vist sig fra sin værste side og taget alle mine kræfter fra mig. Sådan tyvstjålet al energi, så bare det at stå på benene er nok til at dagens energi er brugt i løbet af 30 minutter. Jeg bliver lige overrasket hver gang det sker. For det kommer i bølger og er så svært at fatte, at jeg også lynhurtigt glemmer at det kan være sådan at være mig.

Der har også foregået mere end godt er. I sidste weekend var jeg på weekend med min diabetes familie. 20 dejlige mennesker som jeg var på diabeteshøjskole med i efteråret. Vi kalder hinanden for familie fordi stemningen og forståelsen for hinanden er helt unik. Der er 30 år imellem den yngste og ældste. Der er både førtidspensionister og karrieremennesker blandt os. Men vi er i samme båd. Det er så berigende.

Torsdag fik jeg et fantastisk brev. Jeg har klaget over en række afgørelser som kommunen har truffet i forbindelse med min funktionsnedsættelse og Det Sociale Nævn har hjemvist sagen. Dvs at kommunen skal behandle sagen påny, da alle deres argumenter for at give mig afslag, ikke er gyldige i følge lovgivningen. Det er lidt af en delsejr! Så kan de kraftedderpetervæltemig lære, at lovgivningen (surprise!) også gælder for Vejle kommune!

Fredag fortalte min rigtig gode veninde Anne om en forfærdelig hændelse, der fandt sted efter hun havde hente sin søn (som er adopteret fra Afrika) i vuggestuen.
Et racistisk overgreb på hendes 2-ÅRIGE søn. 2 år!…. I kan læse mere om hændelsen her på hendes blog.

Jeg fik det simpelthen så dårligt, da hun fortalte det! Jeg fik både tårer i øjnene, en knugende fornemmelse i mit hjerte og har grædt over det flere gange. Jeg følte og føler stadig en fysisk smerte, som er SÅ svær at rumme. Der blev kastet en banan efter hendes uskyldige barn, fordi hvad? Fordi han har en anden hudfarve! Findes der virkelig så afstumpede mennesker? Det er ikke ikke til at rumme som mor, at skulle være bange for overgreb på sit barn. Det er fuldstændig urimeligt!
Jeg gik med til politiet for at anmelde det, og damen ved skranken afviste os i første omgang med, at det kunne de jo ikke gøre noget ved. Jeg insisterede på at det skulle anmeldes, da racistiske overgreb lissom slet ikke er i orden! Heldigvis kom vi til at snakke med en rigtig sød betjent, som tog sagen meget alvorligt.

For syv sytten, vi har alle ret til at være her, uanset hudfarve!

Så kan jeg føje blåmaler til titellisten

Som ung drømte jeg om at blive blåmaler, keramiker eller folkeskolelærer. Sidstenævnte havde måske mest at gøre med at jeg godt kunne lide at gå i folkeskolen og hvis man blev lærer, så kunne man blive der til man blev gammel. 🙂

En blåmaler er sådan en som maler snirkler på porcelæn. Feks musselmalet. Årgh, det kunne være råhyggeligt. Jeg tror bare at alt mit ville ryge direkte til 2. sortering, for jeg ville nok komme til at freestyle lidt for meget.

Nå, men så i går skulle jeg købe nogle forsendelsesrør i kontorforsyningsbutik. Og der bliver man overfaldet af tilbudsvarer ved indgangen. Der fandt jeg så porcelænstusser i en rodebunke. Det måtte da prøves!
Men så derhjemme i køkkenet opdager jeg, at jeg kun har keramik og så det her porcelæn:

Billede lånt fra porcelænsbutikken

Porcelænet er fra min barndom og den er ikke ligefrem præget af krystallysekroner, så jeg troede at det var ret værdiløst. Men jeg elsker det og kan ikke nænne at tegne på det. Og helt værdiløst er det så ikke, fandt jeg lige ud af ved en googling.

Nå, men nu til fadet. For det lykkedes at finde et stykke helt hvidt porcelæn (tænk at jeg skulle eje noget grej uden farve og mønster). Et stort lagkagefad. Det fik hurtig en overhaling med min nye tusch og derefter en tur i ovnen. Så nu ejer jeg vist ikke mere hvidt. 🙂
Det er ret sjovt at tegne på sit porcelæn. Måske fordi det virker en lille smulle forbudt. Børn bliver fodret med hvidt papir: “her, dét kan du tegne på”. Men tallerkner nej. Det var til at spise af.

Nå, men nu hvor vi er ved emnet maling, så vil jeg lige vise, hvad jeg gav min søster i julegave. De er flyttet ind i et nybygget hus og manglede et husnummer, der var let at se fra vejen. Så de ønskede sig at en af stenene der ligger foran hækken, blev malet med deres husnummer. Jeg husker ikke så meget fra december, da jeg var ret træt. Jeg kan huske at jeg havde ambitioner om hjemmelavede gaver til alle. Det blev vist kun til denne ene. I starten af januar blev jeg så indlagt og fik konstateret diabetes 1. 😦
Men stenen. Den er sørme flot!
Og så lige lidt børnespam. Her er mine 2 skattebørn på vej i børnehave. Lille vilde Sigurd er nemlig rykket fra vuggestue til børnehave. Så nu har jeg 2 børnehavebørn. De går i en integreret institution, så skiftet er ikke så markant. Men altså, min lille skat er kun 2 år og 8 mdr, så jeg synes det er lidt tidligt…

Vi leger lige italiensk terasse

I dag da vi var ude og handle plagede Dinabarnet om at få gadekridt. Det kunne jeg godt se det sjove i. Både prismæssigt og at barn kunne være beskæftiget med udendørsleg.
Hun spurgte om jeg ikke ville tegne noget hun kunne male og jo det lød sjovt! Så jeg tegnede lige et mønster, som Dina nu er i gang med at farvelægge. Er spændt på resultatet!

Og så kom resultatet!